Fernisering – Nærved-Beinahe

Søndag den 21. september åbnede udstillingen Nærved – Beinahe i det Kunsthaus Kappeln i skønne Kappeln i Nordtyskland med fire fynske kunstnere der giver hver sit blik på natur og nærvær.

Ferniseringen blev både velbesøgt og festlig, med mange tyske gæster og flere uventede, glædelige besøg fra Danmark.
Kappelns borgmester bød velkommen og talte om de mange forbindelser mellem Faaborg og Kappeln – og om den kulturelle udveksling mellem Danmark og Tyskland, som udstillingen er rundet af.

De udstillende kunstnere:

Birgitte Lykke Madsen – store og mindre oliemalerier med Birgittes umiskendelige sans for farve og lys, hvor landskab og vand danner ramme om menneskets tilstedeværelse.
Kirsten Muchitsch Hesselager – grafiske unikattryk, stofarbejder og akvareller, hvor naturens mange lag væves sart og fint sammen i fortællinger om det sårbare landskab.
Sabine Jensen – bronzeskulpturer af urkvinder med fugle og trærødder, heste i fart og figurer, der bærer symboler som vintergæk og nøgle – mytiske fortællinger om styrke og frihed.
Lone Borgersen – lyriske landskaber som en sanselig undersøgelse af det levede og erindrede landskab, med spor af mennesker, tid og stemning, samt video og malerier fra projektet Krageliv

Som kurator var det en glæde at se, hvordan de fire kunstneriske stemmer virkede sammen i udstillingen – i en fælles ro og intensitet.

Kunstverein Schleswig skrev så smukt:

„Die Werke fordern keinen lauten Auftritt, sie laden vielmehr zum Innehalten ein.“
Det er netop den stemning, vi ønskede at skabe – en stille intensitet, hvor man ikke bare ser landskabet, men måske også sig selv deri.

Tak til Kunsthaus Kappeln for det varme og generøse samarbejde – og til alle, der deltog i ferniseringen og har besøgt udstillingen siden.

📍 Kunsthaus Kappeln, Poststrasse 5, Kappeln, Schleswig-Holstein
📅 21. september – 14. december 2025
www.kunsthaus-kappeln.de

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indkøbskurv