Følg med i mine

Nyeste arbejder

Landskabet i mine fødder er bygget op af 55 felter, der tilsammen danner et stort mosaikværk.

Fragmenter af

Landskabet i mine fødder

Værket udspringer af vandringer i terrænet bag Faaborg. Fem steder træder særligt tydeligt frem i værket og markerer forskellige lag i terrænet: Sundsøens vådområder, Sundbakkerne og Svanninge Bjerge, Diernæs samt Pipstorn og Alléskoven.

55 felter (5 × 11), birketræskrydsfiner, 20 × 20 cm, 12 mm. Monteret med 10 mm mellemrum på sort MDF-plade, 105 × 230 cm. Akryl, 2026. Pris 30.000 kr

Ved første blik kan værket opleves som et landskabspanorama, men det er ikke et udsnit af et bestemt sted. Landskabet er sammensat af erindrede steder, oplevelser og iagttagelser fra mange vandringer. Terrænet er flyttet, fortættet og sat sammen på ny, sådan som landskaber ofte lever videre i hukommelsen: i glimt, forbindelser og genkendelser snarere end som et kort.

Denne tanke afspejles i værkets opbygning. De 55 bemalede felter er ikke blot en praktisk konstruktion, men en del af værkets idé. Hvert felt rummer sin egen oplevelse og sit eget udsnit af landskabet, samtidig med at det indgår i den større helhed. Beskuerens blik bevæger sig mellem de enkelte felter og samler dem til sit eget indre landskab.

Gennem værket dukker steder frem, hvor terrænets forskellige lag bliver særligt tydelige. Sundsøens vådområder fortæller om vandets bevægelser gennem landskabet. Sundbakkerne og Svanninge Bjerge viser spor efter istidens kræfter og nutidens naturpleje. Diernæs rummer både den historiske landsby og det nye bofællesskab Grostedet. Pipstorn og Alléskoven forbinder nutidens vandrer med generationer, der har levet og sat deres spor i det samme terræn.

Under hele vandringen er geologien til stede. Kildevand bryder frem, jordlag bliver synlige, og landskabets former vidner om processer, der har været i gang gennem årtusinder. Andre spor er mindre synlige: mennesker, der har levet her før os, og hvis aftryk stadig findes i landskabet. Jorden er ikke blot grund under fødderne, men også hukommelse.

Værkets forskudte perspektiver gør det muligt at opleve terrænet fra flere positioner på én gang. Blikket bevæger sig ind gennem landskabet, op over bakkerne, ned mod de geologiske lag og ud over de plateauer, hvor dyr og mennesker færdes. Geologi, natur, kulturhistorie og nutid eksisterer side om side, ligesom de tidslag, værket selv er bygget op af.

Værket blev skabt til udstillingen I terrænet i Levins Hus i sommeren 2026. Men fortællingen begyndte før udstillingen, og den fortsætter efter den.

Værket på vandring

Værket er flyttet fra Levins Hus til Restaurant Norddisk, fulgt af Ugeavisen. Ole Helgreen overbragte mit visitkort til restauratør Frank Brødsgaard Clausen, som inviterede mig til en snak om et samarbejde. Norddisk blev derved den første station på en rejse, hvor jeg håber, at værket efterhånden kommer til at besøge forskellige steder, hvor mennesker mødes. Hvor rejsen går hen ved jeg endnu ikke!

Værket ledsages af en notesbog, som skal samle spor fra rejsen. Besøgende og særligt inviterede kan skrive deres egne tanker og oplevelser i bogen. På den måde bliver fortællingen ikke kun min, men vokser videre med de mennesker, der møder værket.

Læs ugeavisens reportage om flytningen af værket her.

Marius Vestergaard, Ole Helgreen, Casper Petersen, jeg selv, Frank Brødsgaard Clausen og Berent Herbst står ved værket, og Casper og Berent bærer det ind på Restauranten.

Vil du være med til at skrive værkets næste kapitel?

Rejsen er begyndt. Har du et sted, hvor “Landskabet i mine fødder” kunne møde nye mennesker, er du meget velkommen til at kontakte mig.

Indkøbskurv